Af naturvejleder Mads Ellegaard, Ishøj Naturcenter
”Der skal godt nok findes mange rejer” siger Bertram på 8 år og kigger over på sin mor. Sammen er de på jagt ved stranden efter både småfisk, muslinger og ikke mindst rejer til frokostens rejemad. Fisk, tang og muslinger kommer Bertram op i det hjemmelavede akvarium, mens rejerne samles i den lille spand, for senere at blive kogt og pillet.
Der er heldigvis stadig en bid tilbage af sommerferien og hvis sommervejret tillader det er det oplagt at gå på opdagelse på det lave vand, langs de danske strande, flere steder langs strandene vejrer det Blå Flag, som et kvalitetsstempel for gode naturoplevelser med børn, sand og vand.
Gennem sanser og hænder
Tænk at blive kildet i hånden af en krabbe, kæle med en fladfisk eller kigge på det danske svar på søhesten – en tangnål. Man bliver overrasket over det mangfoldige dyre- og planteliv der er under overfladen i havet, og det er faktisk ikke svært at åbne op for denne store verden.
På det lave vand er der masser af dyr som kravler, svømmer, gemmer sig, æder og bliver ædt: Rejerne kan med sin kraftige hale springe hurtigt og langt, og når fjordrejerne bliver kogt, skifter de fra grå til den flotte røde farve. Tangnålen kan blive op til 35 cm lang, den kan stå lodret op i vandet og gemme sig mellem ålegræs og tang, og så er det hannen der bærer og ruger æggene i sin rugepose på maven (lidt ligesom en kængurupung). I den første tid kan ungerne søge beskyttelse i hannens rugepose. Er du heldig kan du fange en strandkrabbe, som kan smage med benene og tisser ud gennem øjnene. Krabben er lidt anderledes indrettet end vi mennesker er, for når krabben skal smage på noget bruger den f.eks. benene, hvor små hår er udstyret med smagesansen, og når krabben skal tisse foregår det ud gennem kanaler ved øjnene.
Både rejer, tangnåle og krabber kan tåle at blive taget op af børnehænder, kigget på, mærket på og blive forundret over – prøv selv at forme hænderne som en flad skål, så tror krabben, at den ligger på havets bund og er helt stille.
Så skal der fanges!
De fleste af dyrene lever hvor der er tang, ålegræs, lidt stenbund eller på muslingebankerne hvor de både kan finde skjul og føde. Man kan nemt bygge/købe sine egne fangstredskaber:
- Krabbefanger: tag en pind på 20 cm, bind en 1-2 meter lang snor fast på pinden og bind den anden af snoren fast i en klemme. 10 cm over klemmen binder man en hulsten eller møtrik fast, så er krabbefangeren klar når der er sat lidt kød på klemmen.
- Vandkikkert: tag en tom dåse og fjern top og bund, sæt dåsen på en frysepose og klip en cirkel der er ca. 5 cm. bredere end dåsen hele vejen rundt. Sæt det stramt rundt om bunden af dåsen og sæt det fast på dåsen med elastikker. Så er man klar til at se under vandet!
- Strandakvarium: find fire grene og sæt dem ned i sandet i en firkant, fold en gennemsigtig pose ud over pindene og wupti, så har man et fint akvarium.
- Fiskenet: til at fange rejer, fisk og andre smådyr kan man bruge et almindeligt fiskenet på en bambuspind eller bygge/købe sin egen rejehov, som er et fiskenet der gennem generationer er blevet brugt til at stryge rejer med ved kysterne.
Man kan finde mange flere idéer til børneaktiviteter på strand og kyst på f.eks. www.groennespirer.dk, www.naturkatapulten.dk eller på www.skoveniskolen.dk
Alt godt fra havet
Når børnene komme tilbage fra jagten i havet og vandkanten, er det en supergod oplevelse, at slutte af med dejlige smagsprøver. Det kan f.eks. være rejer eller tang og har man et lille mobilt køkken med på stranden (ex. trangia/stormkøkken) er der lidt godt til ganen efter få minutter.
- Kogte rejer: skyl rejerne inden de kommes levende i kogende vand. De er klar når de kommer op til overfladen. Fjordrejen bliver rød, mens hesterejen ikke skifter farve.
- Stegte rejer på panden: skyl rejerne godt og lade dem dryppe af. Hæld lidt olie og salt på panden og varm den op. Hæld de levende rejer i olien – de dør med det samme. Så er der ”rejechips”!
- Tangchips: find tang hvor der er rent vand og tag f.eks. noget blæretang eller søsalat og tør det godt af med køkkenrulle. Riv dem i små stykker af ca. 4×4 cm og steg dem sprøde i olie. Lad dem dryppe af og nyd, at ingen danske arter af tang er giftig, men de kan smage meget forskelligt. God appetit.
Sten på stranden
Sten er sjove, smukke og ret spændende. Lykkesten med huller i, flade smutsten eller bare flotte sten. Sten med runde kanter har sikkert ligget i tusinde af år og er blevet slebet i vand-kanten af havet og andre sten, mens sten med skarpe kanter kan have ligget godt beskyttet i jorden eller komme fra større sten, der er slået i stykker. Fælles for dem alle er, at de kan blive til de fineste kunstværker.
Gnid de flotte sten med olie eller lidt creme, så træder farver og strukturer frem, som var det våde sten man lige har taget op af havet.
Brug stenlim og tang som hår, og sæt det sammen til små ”strandtrolde”, der kan stå og spejde ud over havet eller hvad med at ”doodle” – tegne kruseduller på de flade sten? Find en fin sten, en vandfast pen og skriv ”Vend mig” på begge sider og se hvad der sker! Man kan også få en flot finish ved at bruge læderfedt eller farveløs skosværte.