Netop nu, kan du finde naturens sorte guld; store solmodne brombær, langs landets mange hegn, krat og skovbryn. Find indsamlingskurven frem og gå på brombærrov i din nære natur – de modne brombær smager himmelsk!
De brombær du ikke får spist eller brugt i madlavning, kan du nemt fryse ned. Brombær skal nemlig helst spises/bruges den dag, de er plukket.
Mennesker har samlet brombær siden stenalderen og det er ikke uden grund, for bærret er rig på kostfibre, samt A og C-vitamin.
Bær og blade er velkendt indenfor naturmedicin, hvor bladene har været brugt som middel mod infektion og diarré, og bærrene har været brugt pga. deres blodrensende egenskaber og evne til at sænke kolesteroltallet. Det siges at rå brombærsaft slår feber ned og er god imod halsbetændelse og lungesygdomme.
Her får du tre nemme opskrifter på brug af brombær:
Råsyltede brombær
Du skal bruge:
• Modne brombær
• Sukker
• Evt. vanilje, lakridspulver eller citronsaft
Pluk solmodne brombær og kom dem i en skål. Drys sukker over bærrene og rør nænsomt rundt. Krydder dem evt. med vanilje, lakridspulver eller citronsaft. Stil skålen på køl og vend bærrene af og til. Server de råsyltede brombær til pandekager, på yoghurt eller som tilbehør til kød – de smager himmelsk!
Brombær muffins
Ca. 12 stk.
Du skal bruge:
• 125 g mel
• 125 g sukker
• 125 g smør
• 3 æg
• 1½ tsk vaniljesukker
• ½ tsk bagepulver
• 150 g brombær (friske eller frosne)
• Evt. 1 spsk vand
Tænd ovnen på 175°. Bland mel og sukker godt, tilsæt smør og æg, og pisk, til dejen er ensartet. Tilsæt vaniljesukker og bagepulver, og pisk dejen godt igennem. Er dejen for tyk, kan du tilsættes lidt vand. Vend forsigtig brombærrene i dejen. Fordel dejen i muffins forme, men fyld ikke dej op til kanten, da dejen hæver. Bag dine muffins i 20-25 minutter. Velbekomme!
Brombærsnaps
Du skal bruge:
• Modne brombær
• Smagsneutral snaps
• Evt. lidt sukker eller honning
Pluk rigelige mængder af modne brombær, fyld dem på glas eller flaske og hæld snaps på bærrene så de er dækket. Lad bærrene trække i 2-3 måneder. Filtrere snapsen og smag den evt. til med sukker eller honning – det vil få bærrenes smagsnuancer til at træde tydeligt frem. Nyd snapsen i godt selskab!
Tekst skrevet af naturvejleder Rikke Laustsen, projekt Krible-Krable.
Foto: Pixabay