Mød naturvejlederne derude

Efterårsferien er en god mulighed for at komme ud i naturen – hvad end det er natur, så langt øjet rækker, eller en mindre grøn plet i byen. Overalt i Danmark skifter træerne til deres efterårsklæder, og de mange farver gør efterårsferien til et af de absolut smukkeste tidspunkter på året til naturoplevelser.

I efterårsferien kan du møde mange naturvejledere. Over hele Danmark er der lokale arrangementer, hvor naturvejledere står klar med aktiviteter og ture for alle aldersgrupper. Så smør en madpakke, fyld termokanden og kom med ud i naturen i din ferie.

Her finder du inspiration til nogle af de naturoplevelser, du kan få i efterårsferien.

Dådyr og krondyr i brunst

Om efteråret  kommer krondyr og dådyr i brunst, og man kan derfor være heldig at høre hannerne brøle. Oplevelsen får man nemmest omkring solopgang eller solnedgang, og i områder, hvor dyrene er vant til menneskers færdsel.

Det kan være en god idé at tage en kikkert med, så man kan iagttage de store dyr fra afstand. Når hjortene er i brunst, skal man være ekstra forsigtig med at komme for tæt på.

Tag på svampejagt

I Danmark kan man finde svampe hele året, men fra august til oktober er der som regel flest. Hvis du er heldig, kan du stadig finde kantareller, og ellers er det rørhatte og champignoner, du skal gå efter, hvis svampene skal med hjem på spisebordet.

De svampe, der ikke kan spises, kan dog være lige så sjove at ‘jage’. Svampene kommer i mange forskellige farver og former – og så er det endda kun en lille del af svampen, man ser med det blotte øje. Den for øjet usynlige del af svampen spreder sig som et net i jorden under det ‘frugtlegeme’ vi ser i skovbunden.

Se på fugle

Om efteråret søger trækfuglene mod varmere himmelstrøg. Mange steder i Danmark samler fuglene sig i massevis, og her er der god mulighed for at se rigtig mange forskellige arter. Et besøg i et fugletårn kan derfor være en helt særlig oplevelse i efterårsferien.

For andre kan det være nok at vende blikket opad og holde øje med aktiviteten i luftrummet. Er man heldig, kan man fx se flere rovfugle på én gang, når de svæver mod syd på de opadgående luftstrømme.

Læs også: Når stære flyver solen sort

Mange flere aktiviteter venter

Selvom sommeren er forbi og temperaturen daler er naturen en fantastisk legeplads – også på den anden side af efterårsferien. Når kulden får rigtig fat, kan det være hyggeligt at besøge en af de mange shelterpladser, der findes over hele landet. Lav bål og kog vand til noget varmt at drikke, hyg omkring flammerne og tilbered eventuelt aftensmaden under åben himmel.

Og når du alligevel er derude, kan du tage lidt natur med hjem. Saml kogler og nødder til juledekorationerne – eller lav din egen snaps af fx brændenælder, rønnebær, slåen eller havtorn.

Læs også: Sådan bruger du slåenbær

Det er kun fantasien der sætter grænser for, hvad naturen kan bruges til – og vi naturvejledere hjælper dig gerne med idéer 🙂

Rigtig god efterårsferie!

 

Foto: Sebastian Nils