Naturvejledning Danmark forstærker organisationen – Mette Aaskov Knudsen ansat som sekretariatsleder

Naturvejledning Danmarks bestyrelse kan med glæde og stolthed informere om, at der indgået en aftale med Mette Aaskov Knudsen om, at hun fra 1. august 2020 er ansat som sekretariatsleder for foreningens sekretariat, hvor Kari Hald, Lenette Schunck og Mette Aaskov Knudsen udgør de daglige medarbejdere.

Ud over at stå i spidsen for Naturvejlederuddannelsen, bliver Mettes arbejdsopgaver at understøtte bestyrelsens arbejde, hvad angår økonomi, administration, mødeafholdelse, medlemshåndtering og projektudvikling, herunder kontakt til fonde og andre samarbejdspartnere.

Bestyrelsen er meget begejstret for at Mette Aaskov Knudsen har takket ja til tilbuddet om at være sekretariatsleder, da det vil være med til at understøtte foreningens igangværende forandringsproces.

Der er ikke mange i Danmark med så stort et kendskab til naturvejledning og Mettes mange erfaringer gør hende til den bedste person til at lede sekretariatet på Ledreborg. På denne måde bliver koblingerne mellem bestyrelsen, ansatte, medlemmer, netværk og de respektive indsatser i regi af strategien kun mere udtalte.

At naturvejlederne i Danmark igen har et bemandet sekretariat sender et stærkt og signal om foreningens professionalisering til fonde, kommuner og vores mange samarbejdspartnere.

 

På vegne af bestyrelsen

Jakob Walløe, Formand