Det er en uddannelse som bare bliver ved med at gi´….”.

Mød Liv Louise Holm, der er Ugens Naturvejlederprofil. Hun er ansat hos Nationalpark Skjoldungernes Land på Midtsjælland og ved Sagnlandet Lejre og driver virksomheden Wedonature.

Liv blev naturvejleder fordi: ”Jeg arbejdede i Sagnlandet Lejre og rettede min historiske formidling ind efter min store interesse for naturen. Jeg kendte andre naturvejledere, som var meget begejstret for netværket og den faglige forskellighed der var inden for naturvejledning. Så det virkede som den rigtige platform at udvikle mine formidler og vejleder-evner inden for”.

Om det særlige ved Naturvejlederuddannelsen fortæller Liv: ”Den åbner op for et netværk, som understøtter dig resten af dine dage. Her kan man konstant udvikle sig og få sparring, som er svær at støve op i andre fag. Her er en åbenhed og en forståelse, som man skal læne sig ind i og styrke sig selv i, imens man går vejen. Det er en uddannelse, som bare bliver ved med at gi´”. Når hun tænker tilbage på uddannelsen, så tænker hun på: ”de super seje og fagligt forskellige mennesker jeg var sammen med i tykt og tyndt. Det var det fedeste hold – det vil mange hold sikker også mene om deres eget. Man får bare nogle særlige oplevelser sammen, som man mindes langt tid efter”. 

Naturvejleder Liv Louise Holm, Nationalpark Skjoldungernes Land, Sagnlandet Lejre og WeDoNature

Om hvorfor Liv blev naturvejleder fortæller hun: ”For mig er det meningen med mit arbejdsliv at få lov at sætte et indtryk i mennesker og i naturen.  Det er vigtigt, man gør det, man er god til og det man bliver glad af. Ellers må man justere og der findes heldigvis mange måder at være naturvejleder på”. Hun fortsætter: ”Ud over interessen for naturens fantastiske skabninger og fortællinger, er jeg inspireret af rammerne det skaber, når mennesker skal undervises, inspireres eller “vækkes” fra hverdagens trummerum og rutiner. Desuden har jeg et stort hjerte for “nørder”, og elsker selv at nørde i naturen og kulturen. Derfor valgte jeg at blive naturvejleder, så jeg kunne fag-nørde og give det videre på en inspirerende måde”.

Hvad arbejdet som naturvejleder giver hende: ”At jeg kan være ude det meste af året og mærke sæsonen har en stor værdi for mig, men ud over det er det helt sikkert det fede netværk af naturvejlederne. Jeg mødes stadig med min studie gruppe mange gange om året, hvor vi nørder, hygger og er hinandens sparringspartnere både personligt og professionelt. De har reddet mig et utal af gange i frustationer eller delt min begejstring, når ting testes af og lykkes”.

Liv er uddannet gartner, systemisk opstiller/relations terapeut og naturvejleder på hold 26. Hendes primære målgrupper er: ”voksne ved offentlige arrangementer, men jeg har også rigtig mange skoleklasser i klassetrinnet 4-8. Jeg laver naturvejledning og naturoplevelser for både firmaer og private – og tager også enkelt personer ud i et mere terapeutisk tema”.

Læs mere on Naturvejlederuddannelsen